HERNING Det midtjyske regionshospital i Gødstrup har store problemer med at fylde vagtplanen ud i sommermånederne. Derfor må man i en periode låne personale fra flere lokalklinikker i området.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Konsekvensen er, at akutklinikkerne i Lemvig og Holstebro må lukke helt eller delvist fra juli og frem til midten af august, fordi der mangler hænder.
- Der er et betydeligt pres på Regionshospitalet Gødstrup. Derfor er vi nødt til at prioritere vores personaleressourcer til pleje og behandling af alvorligt syge patienter, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i meddelelsen.
Akutklinikken i Lemvig lukker helt fra 1. juli og frem til 14. august, mens den i Holstebro lukker om natten i samme periode.
Lukningen betyder, at borgerne i området i perioden må søge mod alternative sygehuse.
Borgere omkring Lemvig kan søge mod Holstebro i dagstimerne.
Men hvis man som borger i og omkring Lemvig, Struer og Holstebro er ude for et uheld i nattetimerne, så må man tage turen til Gødstrup for at modtage behandling.
Har man akut brug for lægehjælp, så skal man - som man plejer - kontakte enten sin læge eller Lægevagten.
Anders Kühnau ærgrer sig over, at man er nødt til at lukke helt eller delvist for nogle af de lokale akutklinikker.
- Det kommer desværre til at betyde, at der er borgere med eksempelvis mindre sår og skader, som i perioden får længere vej til behandling. Det beklager vi, men situationen kræver det, siger han.
Regionshospitalet Gødstrup er et fusionssygehus, som er en sammenlægning af sygehusene i Herning og i Holstebro.
Personalemanglen har i den seneste periode blandt andet vist sig ved, at sygehuset også har måtte aflyse mange planlagte operationer.
/ritzau/