Klumpfisken kaldes en af "havets kæmper". Billedet her er taget tilbage i 2015 på Nordsøen Oceanarium. (Arkivfoto).

Klumpfisk fundet på nordjysk strand døde formentlig af kulde

230 kilo tung klumpfisk omkom formentlig, fordi den ikke fandt vej til varmere havstrømme.

KØBENHAVN En klumpfisk på 230 kilo, der mandag blev fundet død på Saltum Strand i Nordjylland, døde formentlig af kulde.

Det skriver TV2 Nord og Nordjyske, efter at den store fisk onsdag blev dissekeret på Nordsøen Ocenarium i Hirtshals.

- Den bliver meget langsom, når dens omgivelser er kolde. Så kan fisken ikke optage føde og svømme rundt. Derfor bliver den til sidst afkræftet og strander på land, siger havbiolog Annika Thomsen til TV2 Nord.

Den 2 meter høje og 1,6 meter lange klumpfisk er ifølge havbiologen en usædvanlig stor krabat.

- I min levetid har man aldrig fundet en så stor klumpfisk, beretter havbiologen til TV2 Nord.

De klumpfisk, der normalt ses omkring Danmarks kyster, plejer ikke at være større end maksimalt 30 til 40 kilo.

Klumpfisk findes i alle verdenshavene, således også på danske breddegrader. Men først og fremmest om sommeren.

Når det bliver koldt, trækker fisken med det spøjse udseende normalt mod varmere farvande.

Nogle klumpfisk finder ikke vejen gennem Den Engelske Kanal og tilbage til de varmere havstrømme i Sydeuropa, når vinterkulden presser sig på.

Det er med stor sandsynlighed det, der er gået galt for eksemplaret, der drev i land ved Saltum Strand, forklarer havbiologen.

Eksperten blev ifølge Nordjyske ikke klogere på fiskens alder ved onsdagens dissektion.

Men det stod klart, at der er tale om en hun, idet klumpfiskens æggestok var fyldt med æg, som aldrig nåede ud i levende live.

Oceanariet i Hirtshals er ifølge TV2 Nord det eneste danske akvarium med klumpfisk.

Her fik man det første eksemplar af klumpfisk tilbage i 2001, og den blev hurtigt akvariets vartegn.

Klumpfisken, der blev kaldt "Klumpe", døde dog ved en brand i akvariet i 2003.

Siden har Nordsøen Oceanarium haft adskillige eksemplarer af fisken, der bliver kaldt en af "havets kæmper".

Senest oplyste akvariet i maj sidste år, at man havde anskaffet sig to klumpfisk fra Portugal.

/ritzau/

Indlæser debat