Forstyrrelser har onsdag påvirket brugere af Microsoft-programmer verden over. Onsdag aften dansk tid meldes systemerne stabiliseret. (Arkivfoto).

Microsoft melder om stabile systemer efter driftsforstyrrelse

De berørte tjenester er genoprettet og stabile, skriver Microsoft efter omfattende driftsforstyrrelse onsdag.

KØBENHAVN Brugere af Microsoft-programmer som Outlook, Teams og Sharepoint har onsdagen igennem haft problemer med at tilgå tjenesterne.

Men nu er problemerne løst, oplyser Microsoft onsdag aften dansk tid på Twitter.

- Vi har bekræftet, at de berørte tjenester er genoprettet og forbliver stabile, skriver it-virksomheden.

Microsoft meldte onsdag morgen om problemer med flere af dets platforme.

- Brugere kan være ude af stand til at tilgå flere Microsoft 365-services, skrev Microsoft i en servicemeddelelse.

Det var blandt andet Microsoft Teams, Exchange Online, Outlook, Sharepoint Online, OneDrive for Business og Microsoft Graph, som var påvirket.

Det fremgår ikke af tweetet onsdag aften, hvad der har forårsaget problemerne.

Men tidligere onsdag skrev Microsoft på Twitter, at det formentlig var en netværksændring, som har været årsag til nedbruddet.

- Vi har tilbagerullet en netværksændring, som vi mener, forårsager problemer. Vi overvåger programmerne, imens tilbagerulningen gennemføres, lød det.

Over for BBC har Microsoft afvist, at det skulle være cyberangreb, som har været anledning til driftsforstyrrelsen.

På hjemmesiden Downdetector.com, hvor brugere kan melde, hvis de oplever fejl på en software, begyndte fejlmeldingerne for Outlook at tikke ind klokken 07.58.

Det er uvist, hvor mange brugere, der har været berørt af problemerne onsdag.

Men alene Microsoft Teams bliver ifølge BBC brugt af flere end 280 millioner mennesker verden over.

Microsoft blev stiftet i 1975 af Bill Gates og Paul Allen. I dag er it-selskabet blandt verdens største selskaber.

I midten af januar kom det frem, at Microsoft vil nedlægge 10.000 stillinger. Det svarer til næsten fem procent af selskabets ansatte.

I det seneste årsregnskab, der blev offentliggjort i juli 2022, lød omsætningen på 198,3 milliarder dollar, dengang svarende til 1459 milliarder danske kroner.

/ritzau/

Indlæser debat