Erik Andreæ (t.v.) og Michael Nederby fortsætter i ledelsen af Brands4Kids, efter at kapitalfonden Standard Investment er kommet ind som ny hovedaktionær. Foto: Flemming Hansen

Hollændere køber Ikast-firma: Har planer om opkøb og vækst

Brands4kids opkøbt af kapitalfond, der vil hjælpe tøjfirmaet med at vokse

OPKØB Den hollandske kapitalfond Standard Investment udvider sine aktiviteter i Danmark med et tredje opkøb, denne gang den børnetøjsvirksomheden Brands4kids i Ikast. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Standard Investment er imponeret over, hvordan Brands4kids har accelereret forretningen globalt som en førende leverandør af børnetøj i høj kvalitet i det internationale børnetøjsmarked, med kunder i både Europa, Nordamerika og Asien. Virksomheden har siden 2017 fordoblet omsætningen til 320 millioner kroner, og i 2022 forventes en omsætning på mere end 350 millioner kroner.

- Brands4kids har leveret høj og vedvarende vækst. Virksomheden er allerede international og udvider sig hastigt på det globale marked med dets ikoniske brands og enestående evne til at betjene sine kunder. Der er klare mål, som vi skal nå inden for Brands4kids’ hovedmarkeder, men også uden for. Planen er at hjælpe Brands4kids med at udvide til nye markeder og styrke deres nuværende markedsposition i regioner om Tyskland, Benelux, Sydeuropa, Canada og Asien. Vi har stor erfaring med succesfuldt at tilføje virksomheder til en stærk platform, og vi mener, at Brands4kids har et godt fundament til yderligere opkøb internationalt, siger Guido Grobbink, partner og direktør i Standard Investment, i pressemeddelelsen.

Fortsætter som medejere

Brands4kids blev grundlagt som et multibrand-hus i 2006. Det første mærke var det velkendte babytøjsmærke Pippi Baby Wear, som startede allerede i 1946. Nu er Brands4kids en international spiller med kontor i Kina og en stærk profil i både Danmark og Tyskland. Stifterne af Brands4kids, Erik Andreæ og Michael Nederby, fortsætter som aktionærer og direktører i virksomheden og vil i tæt samarbejde med Standard Investments kontor i København lede børnetøjsvirksomhedens næste skridt mod fremtidig vækst.

- Brands4kids har fra begyndelsen været en hurtigt voksende virksomhed med store internationale ambitioner. Vi har en stærk og loyal kundebase, der strækker sig fra Skandinavien til Kina, Japan og Sydkorea. Med Standard Investment har vi fået en partner med stor erfaring i at skalere forretninger både i forhold til salg og organisation, og så forstår de Brands4kids’ ånd. Vi har store forventninger til de næste par år, siger Erik Andreæ.

Tidligere har den hollandske kapitalfond købt de danske selskaber Plast1 og Sekura.

Indlæser debat