Herning Kommune har ligesom nabokommunerne mange bygninger med et højt energiforbrug. Det viser en opgørelse fra Dansk Industri. Foto: Henrik Ole Jensen

Dårlig isolering og utætte vinduer: Herning Kommune har 53 procent bygninger med højt energiforbrug

Herning Kommune har 53 procent bygninger med et højt energiforbrug, og det får Dansk Industri til at efterspørge mere energirenovering

BYGGERI Halvdelen af de midt- og vestjyske skoler, rådhuse, jobcentre, sportshaller og andre kommunale bygninger har dårlig isolering, utætte vinduer og et højt varmeforbrug.

Samtidig opvarmes flere kommunale bygninger med naturgas. Energikrisen bør få alle de midt- og vestjyske kommuner til at sætte fart på energirenoveringen, lyder opfordringen fra DI Byggeri Midt- og Vestjylland.

405 kommunale bygninger i Viborg og 183 i Herning har et højt energiforbrug. Det svarer til, at henholdsvis 42 og 53 procent af de to kommuners bygninger har et energimærke D, E, F eller G.

I hele Midt- og Vestjylland har 1062 kommunalt ejede energimærkede bygninger et højt energiforbrug. Det svarer til 49 procent.

Det viser en ny opgørelse fra Dansk Industri over kommunale bygningers energimærke.

- Jeg synes, det er meget, at hver anden kommunalt ejede bygning i Midt- og Vestjylland i realiteten har brug for eksempelvis isolering, nye vinduer eller andet. Jeg håber, at det får vores lokale politikere til sætte energirenovering højere op på dagsordenen. Vi står midt i en energikrise, og her er det nødvendigt, at også kommunerne gør deres til, at vi kan spare på energien, siger formand Bo Knudsen, DI Byggeri Midt- og Vestjylland.

Fyrer for gråspurvene

I Holstebro har 134 kommunale bygninger et højt energiforbrug, hvilket svarer til 71 procent af alle kommunens bygninger. I Lemvig er det 78 procent, svarende til 85 bygninger.

- Jeg er faktisk ret overrasket over, at vi i vores lokalområde har så mange kommunalt ejede bygninger, hvor vi kort sagt bruger skattekroner på at fyre for gråspurvene. Så kan det godt være, at der bliver skruet ned for varmen på kommunekontoret eller i jobcenteret, men hvis vinduerne er utætte eller bygningen ikke er ordentlig isoleret, så batter det jo ikke alverden, siger formand for DI Byggeri Midt- og Vestjylland Bo Knudsen.

Resten af landet er faktisk værre. Midt- og Vestjylland nemlig den landsdel, der har den laveste andel af kommunalt ejede bygninger med et højt energiforbrug.

- Det er jo rent ud sagt en kæmpe udfordring, hvis kommunerne i resten af landet fyrer endnu mere for gråspurvene. For mig er det overraskende, at så mange af vores skoler, rådhuse, jobcentre, sportshaller og andre kommunale bygninger er i så dårlig stand, siger Bo Knudsen.

Skift til fjernvarme

I Midt- og Vestjylland opvarmes omkring hver ottende bygning med naturgas. I Viborg gælder det 198 bygninger, svarende til 21 procent. I Skive er det 25 bygninger svarende til 15 procent.

- Alle med naturgasfyr skal i gang med at skifte til fjernvarme, varmepumpe eller andet, og det gælder jo også for kommunerne. Når de alligevel er i gang med den øvelse, er det oplagt at energirenovere bygningen samtidig. Vi har både energikrise, og vi har sideløbende et klimamål om at reducere vores energiforbrug med 70 procent inden 2030, så det kan kun gå for langsomt med at få energirenoveret de kommunale bygninger, siger formand for DI Byggeri Midt- og Vestjylland Bo Knudsen.

Indlæser debat