Cirka 2,4 millioner passagerer har i juli rejst via Københavns Lufthavn, viser passagertal fra lufthavnen. Det er dobbelt så mange som juli sidste år og den bedste måned under coronapandemien, siger kommerciel direktør. (Arkivfoto).

Københavns Lufthavn får bedste måned siden corona trods SAS-strejke

Der har været flere rejsende i Københavns Lufthavn i juli. Langt de fleste er rejst i Europa.

KØBENHAVN Coronapandemien skabte alvorlige problemer for lufttrafikken og dermed også for Københavns Lufthavn.

Men nu er lufthavnen i Kastrup på vej mod mere normale tilstande.

Det viser julis passagertal for lufthavnen, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Det har været en meget travl juli her i Københavns Lufthavn, og det har det været på tværs af alle store europæiske lufthavne, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør for Københavns Lufthavn.

Samlet rejste cirka 2,4 millioner passagerer igennem terminalerne i juli.

Dermed blev sommermåneden den mest travle måned, siden coronapandemien begyndte i 2020.

Kigger man bare på juli, har der i år været dobbelt så mange rejsende i Københavns Lufthavn sammenlignet med juli sidste år. Helt konkret var der cirka 1,2 millioner passagerer i juli 2021.

Det er både danskere, der er rejst på ferie, og turister, som er kommet til Danmark, der har fyldt i lufthavnen.

Kigger man på, hvor passagererne er rejst hen, er det Europa, som topper.

Ifølge Peter Krogsgaard er tallene udtryk for en lufthavn, som for alvor begynder at ligne sig selv.

- Først på året startede meget stille, men hen over foråret og sommeren er otte ud af ti passagerer kommet tilbage.

- Det er primært den europæiske lufttrafik, der er kommet tilbage. Det vil sige, at man rejser til de sydlige rejsemål - Spanien, Italien og Frankrig.

- Det er ikke så meget Asien og USA, vi har set her i sommer, siger han og tilføjer, at det er forventningen, at disse rejsemål vil stige til efteråret.

Julis passagertal har dog også været påvirket af en 15 dage lang pilotstrejke hos flyselskabet SAS, som sluttede 19. juli.

Men det har ikke betydet mindre travlhed, siger Peter Krogsgaard.

- SAS er det største flyselskab i Københavns Lufthavn. Derfor har det haft en stor indflydelse på vores trafik.

- Samtidig er der mange passagerer, der er rejst med andre flyselskaber ud af lufthavnen (i stedet for med SAS, red.), og derfor har vi stadig haft en meget, meget travl sommer, siger han.

Fremgangen ses også i Københavns Lufthavnes regnskab, der tæller både Kastrup og Roskilde Lufthavn. Regnskabet for andet kvartal i år kom tirsdag, og det viste for første gang i lang tid et overskud på driften.

/ritzau/

Indlæser debat